Shifty - My way

 

Første gang jeg så Shifty af Andrea Mowry, var jeg ikke imponeret. Men så dukkede den op flere steder, jeg oplevede en større og større interesse, og på et tidspunkt gik flere ting op for mig.

Jeg kunne rigtig godt lide selve det strikkede mønster - vævestrikken. Jeg kunne godt lide den variation, der opstår når mønsterfarven varierer som den gør i Spindriftgarnerne. Noget der tilnærmelsesvis ligner håndspind. Jeg kunne godt lide lide den store farvevariation der er i Mowrys originale version, men jeg kunne bedre lide de varianter, hvor bundfarven var den samme, og mønsterfarven skiftede. 

Det jeg ikke kunne lide, og det som holdt mig fra at strikke den, var konstruktionen. jeg kan godt lide rundstrikkede bærestykker, men på en eller anden måde virkede det ikke for mig her. 

Alligevel voksede den på mig. Jeg begyndte at tænke mit eget håndspind ind i projektet og med tiden gik det op for mig, at jeg i virkeligheden bare skulle bruge vævestrikmønstret og beregne på egen hånd derfra. 

Da jeg forrige år pakkede min første fiberjulekalender ud, og senere spandt ulden til temmelig meget garn, vidste jeg at det garn skulle indgå i en slags Shifty. Senere faldt jeg over et godt tilbud på lammeuld, som gav grobund for bundfarven. 

Jeg startede den sidste sommer. Jeg havde den med på aleneferie i Aarhus og startede forfra tre gange.

Første gang fordi jeg synes designeren fortjente anerkendelsen af designet, jeg købte mønsteret - som på det tidspunkt var udvidet med en cardigan. Jeg ville have en cardigan, tænke jeg kunne gå ud fra maskeantallet, men var ikke opmærksom på at mønstret på cardiganen ikke er vævestrik (som jeg troede jeg vidste), men almindelig flerfravestrik, som jeg ikke var tilftreds med. 

Anden gang for at råde bod på det med vævestrikken og måtte erkende at den beregning jeg havde lavet til flerfravestrikken ikke fungerede med vævestrik, der er noget kortere i højden og jeg derfor endte med en raglanudtag, der så fin ud, men ikke fungerede i praksis. 

Tredje gang vatr lykkens gang, og siden så jeg mig ikke tilbage, (men endte med mere eller mindre frivillige pauser undervejs).

Nu er den færdig. Den er dejlig, den er varm. Lige nu næsten for varm. 

På den anden side kan den lige om lidt ende med at agere overtøj - i stedet for at være for varm under en frakke. 

Og det bliver koldt igen.

Design: Min vinkel på Shifty af Andrea Mowry.

Garn: Filcolana New Zealand Lammeuld i farven Receda som bundfarve, sammen med eget håndspundet julekalenderspind af fibre fra Dornroeshens Keller.

Jeg endte med et forbrug på 167 gram af bundfarven og 161 gram af det håndspundne, hvilket efterlader nok til at strikke en trøje på et senere tidspunkt. 

I alt vejer min udgave af Shifty 328 gram.

Pinde: Selve trøjen er strikket på en pind 3,5 mm. Kanterne på en 3 mm. 

Størrelse: Med de mange gentagne opslag, endte jeg med en halsudskæring, jeg synes virkede. Derfra tog jeg ud til raglan, prøvede og prøvede og prøvede undervejs og endte med noget jeg synes passer på mig. 

Eller sagt med andre ord - jeg aner ikke hvad jeg skal svare i forhold til størrelse. 

Bemærkninger: Jeg lavede en firkantet hals og en hel del vendepinde - jeg kan tælle at der er en hel rapport forskel på for og bag. Det betyder noget i retning af 24 pinde, inklusive vævestrik. Jeg er tilhænger af mange vendepinde. Jeg synes tit det sidder pænere om halsen. 

Jeg har lavet en mængde udregner, streget over, regnet nyt og min noter er så overskrevne, at de næppe kan genskabes. Det er egentlig heller ikke meningen. De skulle i højere grad bruges undervejs, end de skal bruges igen.

Raglanudtag i vævestrik er ikke let. Jeg ville have en tydelig raglan, og tog ud omkring to masker i bundfarven, som jeg snoede på hver anden pind. Et vævestrikmønster over fire pinde fylder i retning af fire pinde, men bundfarven strikkes kun på de to af fire pinde. For at få en fornuftig udtagning, der kun brugte bundfraven, endte jeg med at tage ud på alle pinde med bundfarven. Altså udtag på to efterfølgende pinde, ingen udtag på de næste to. 

Jeg endte med rigtig mange masker på ærmerne, og tog voldsomt ind over de første cirka 8 centimeter ærme, inden indtagningerne blev noget mere let skrånende. Jeg endte med at tage en del ind lige inden ærmeribben, for at samle ærmet til slut. 

For at sikre at halsen ikke vokser og at forkanterne ikke drypper, har jeg syet et bånd indvendigt langs forkanter og rundt i halsen. 

Jeg har fejl i vævestrikken øverst på det ene ærme. Jeg overvejer stadig om jeg skal fikse det. 

Vil du se flere billeder af trøjen, kan de ses på Ravelry.

Scrunchie

 

De sidste par år har jeg haft en ide om, at strikke en matchende scrunchie, når jeg strikkede en trøje. Til Emilie eller jeg.

Jeg ved ikke hvorfor. Jeg er ikke særlig matchende. Og efter et par stykker, har jeg faktisk nok. 

Til gengæld må jeg indrømme, at jeg godt kan lide de strik-indpakkede elastikker. Jeg har undervisning i håndværk og design hver dag, og derfor har jeg også håret sat op hver dag. Her virker de fint. 

At håret skal være sat op, handler om roterende maskiner. Og når jeg som lærer brøler op om at langt hår skal sættes op (og brede ærmer tages af) skal jeg selvfølgelig også selv følge de anvisninger. Præcis derfor kunne jeg ikke drømme om at undervise med løst hår. Også når der ikke er roterende maskiner. 

I øvrigt mener jeg der samme, når vi i næste uge skal håndtere varmt flydende tin. 

Men jeg har strikket een scrunchie i år. En elastik beklædt med glimmer, der matcher glimmertrøjen til Emilie. Jeg gider ikke strikke flere. 

Skulle jeg på et tidspunkt have slidt de andre, jeg har strikket til mig selv op, kan jeg altid strikke nogle flere. 

Emilie kan godt lide at matche, men har åbenbart undret sig over tiltaget. Hun synes også hun har nok. 

Men tog gerne imod denne sidste. 

Design: Mine tanker om en scrunchie, tilsat mønster fra Nutcracker.

Garn: Brun Drops Flora og  Go Handmade Glitter Deluxe Gold. 13 gram af den ene, 1 gram af den anden - cirka. 

Pinde: 4,5 mm

Bemærkninger:  Jeg slog 80 masker op og strikkede perlestrik, for at gentage mønstret fra Nutcracker, som den skulle ligne.

Da jeg synes jeg havde strikket bredden, strikkede jeg en omgang bobler med 10 maskers mellemrum, også for at gentage fra trøjen, 

Efter boblerne strikkede jeg en gang perlestrik, til boblerne lå i midten af arbejdets længde, 

Jeg slog en knude på en længde elestik, foldede det strikkede, og lagde elastikken imellem. Jeg strikkede maskerne sammen to og to, samtidig med at jeg strikkede opslag og slut sammen til en ring. 

Den ser ud som om den virker fint. 

The Famine Memorial

 

Jeg tror ikke det er muligt at tage til Irland og komme udenom hungersnøden og udvandringen.

En million irere sultede til døde, mens kolonimagten lod befolkningen om at passe sig selv, og udsultede dem. Faktisk ganske som vi gjorde mod islændingene. Kolonimagter har vist aldrig været særlig rare ved  lokalbefolkningen. 

Ved Liffy, ikke langt fra Samuel Beckett Bridge, står The Famine Memorial. 

En flok udsultede gespenster, der fylder godt i gadebilledet, og - håber jeg - er langt mere forfærdende at se på, end virkelighedens befolkning gjorde.

Som de står og går der, midt på gaden, med deres få ejendele, på vej mod et af de skibe der kunne føre dem over havet mod det forjættede land, er de ret imponerende at se på. 

Værket er lavet af Rowan Gillespie i 1997. 

Samuel Beckett Bridge

 

I en by med en flod, er der mange broer. Nogen pænere end andre. 

I Dublin er det også tilfældet. Vi mødte mange smukke gamle broer af den type, der ses i mange gamle byer. Vi mødte også mere moderne, ofte minde smukke men praktiske broer. Der var flest af de gamle. 

Og så var der Samuel Beckett Bridge.

Når jeg kigger på billederne, kan det godt ærgre mig at vi ikke gik helt hen til broen, men det virkede ikke nødvendigt på tidspunktet. 

Samuel Beckett Bridge breder sig over Liffey som en gigantisk harpe. Irlands nationalvåben er en harpe på en blå bund, og jeg tænker at det har været medvirkede til netop den konstruktion. 

Den er flot langt fra. Den er sikkert også flot tæt på. 

Hele broen og harpestrengene kan drejes, så broen åbner, når større skibe skal forbi på deres vej op gennem floden. 

Vi så den et par gange, mest fordi vi var på besøg på et skib, der ligger til anker tæt på broen. Men mere om det en anden gang.

Der er ingen tvivl om at broen er et ikon for byen. Den bliver brugt som et vartegn, og vi så den gengivet i flere konstellationer på alt fra T-shirts, kopper, billeder og broderier. 

Masker på en søndag - Uge 16

 

Ugen kort:

• Timer, der var flyttet rundt på, blev flyttet tilbage. Det gav ganske simpelt mere mening.
• Børsen brændte.
• Jeg hentede Oscar til overnatning og leg med batik.
• Jeg ventede på en nøgle sammen med en nabo, og fik en god snak. 
• Oscar er blevet rigtig god til at cykle og øver at køre med en hånd. 
• Jeg havde tid til at sætte mig med computeren og komme igennem fire et halvt af fem moduler om GDPR. Jeg skal nok starte forfra på femte modul, når jeg igen har tid. Hvert modul ender med en quiz, hvor alt skal svares rigtigt. Foreløbigt var det ikke svært.
• På Tinderhøj var der Grøn Festival. Det er der hvert år, men det er første gang jeg ikke er med. Jeg plejer at sidde fast i en bod, i år havde jeg mulighed for at gå rundt og kigge. Det er altså et flot arrangement. Jeg er imponeret og der var mange gode take på den grønne profil. 
• Sidste år tog vi til Malmø i pinsen. Anden pinsedag er nemlig en almindelig hverdag i Sverige. Vi besluttede allerede sidste år at gøre det igen, og har bestilt overnatning i Lund denne gang. Sidste år nøjedes vi med en enkelt overnatning. I år har vi besluttet os for to.
• Lørdag gik turen til Frederikssund og skønne timer sammen med Bettina med snak og strik. 

Læse:

Mens Carl er buret inde, arbejdes der ude for at genskabe forløbet tyve år tidligere, som har betydet at han nu er anklaget for mord, narkohandel og alt muligt andet, som ingen af de nærmeste tror på. 

Alting peger mod Holland og bagmænd, der ikke lader nogen stå i vejen. 

Kan de løse gåden? Jeg tænker at hvis nogen kan, er det afdeling Q, flankeret af gode venner.

Strikke:

Jeg kender en lille pige, der holder af lyserød og lilla. Hun skal have en lille trøje i netop de farver. 

Altså har jeg fundet alle mine lyserøde og lilla rester frem. Jeg har mest lilla, så det bliver den gennemgående farve, mens en anden skifter. Jeg er startet med de mindste rester og arbejder mig stille og roligt gennem en hel del af de resterende. 

Jeg går fra opskriften på Svens Yndlingssweater af Lene Holme Samsøe. Den skal være åben, jeg bruger maskeantallet, målene og ændrer ellers efter egne præferencer.  Jeg har tilføjet vendemasker i nakken og ændret maskebilledet til et mere feminint broderie anglaise mønster.

Jeg tror den bliver god. 

Liffey

Historisk set er mange vigtige byer bygget omkring vand - gerne floder. Floderne var et vigtigt transportsystem, og som tiden gik blev skibsfarten, floderne og kajerne blev udbyggede hvilket gjorde de vandlige transportveje endnu vigtigere. 

En by som Dublin har selvfølgelig også en flod, som løber gennem byen.

Liffey

Dublin er ikke en stor by, og jeg tror ikke der gik en dag uden vi var forbi floden. I dagslys, i mørke og bare hen ad dagen. 

This is knit

 

Hvis nogen hjemmefra havde fortalt mig, at det ville blive svært at finde garn i Irland, er jeg ikke sikker på, at jeg havde troet på dem. 

Det viste sig, at det fåreglade, garnproducerende land er i stor mangel af garnbutikker. Jeg kan ikke huske hvem, men nogen mente, det måske hænger sammen med at de laver garnet selv. 

Jeg havde en anden forestilling hjemmefra. 

Opslag på Google og Ravelry viste ellers at der var masser at vælge imellem. Virkelighed var, at masser var ikke-eksisterende. Nogen butikker fandtes ikke længere, andre var ikke garnbutikker, men snarere turistfælder med opstrikket garn, der solgtes til ublu priser og hvis vi var heldige var der måske fem forkølede fed garn at vælge mellem. 

Det sidste skud i bøssen var This is Knit. Jeg var ikke særlig optimistisk, da vi satte af for at lede. Vi endte midt i den mest turistede gade, optimismen steg, men der var ingen butik. Gadenummeret passede, en imponerende trappe førte op til en blomsterbutik af den slags, hvor blomster ikke sælges i metermål. 

This is Knit, Powerscourt Townhouse, South William St, Dublin 2

Vi gik ind, kringlede os gennem kunder, butik, blomster og alverdens interiør af glas og metal, inden vi kunne gå videre ud til en overdækket gårdhave, der åbnede sig og viste sig at være et temmelig eksklusivt center med kunst, dyr mode og eksklusive restauranter. 

Til venstre og op ad en trappe lå garnbutikken. Butikken er familieejet, personalet afsindig søde, mulighederne brede - jeg fandt også dansk garn - og de var imponerede af at Anders kunne udpege en model som designet af  Stephen West.

Jeg fandt irsk uld.  Darnie fra Studio Donegal, et lidt tweedet garn med nister, lidt kradst, men også blødt. Der lå en trøje strikket op i garnet, og den var blød. 

Hjemmefra havde jeg en tanke om lys salviefarvet uld. Det kunne jeg ikke få. I stedet valgte jeg den naturfarvede, har en diffus plan om hvad det skal blive til, og lader det ligge til planen får lidt mere form. 

Det var ikke billigt garn, jeg tænker også adressen kræver noget indtjening, men jeg kan godt lide at komme hjem med souvenirergarn til senere brug.  

Vis mig din bagside

 

Trenden omkring knuder, bagsider, uden de store fine hæftninger og i mine øjne lidt mere sjusk, har jeg det fint med. For andre. Det virker bare ikke for mig. 

Jeg er fra en baggrund hvor det med bagsider er en historie for sig. Hvor det at jeg synes det bliver lidt sjusket med knuder og deslige, har sin begyndelse.

Når nogen viser mig noget de har syet, kan jeg godt finde på at kigge på bagsiden. Her handler det ikke om at finde fejl, men om hvordan svære dele af syningen er løst. Jeg kan lære af andre løsninger. Og her kan en flok knuder også være en god løsning. Også selvom jeg ville have gjort det anderledes. 

Jeg kan godt lide at vi kan nå frem med forskellige løsninger. Og jeg kan godt lide at processen handler om at komme hele vejen rundt - på både for- og bagside.

Da jeg lærte at brodere, fik jeg fortalt at det var vigtigt at hæfte ender og gøre det pænt. Jeg fik ikke fortalt hvorfor. Det lærte jeg ad anden vej.

Jeg kunne godt lide at gøre det pænt, så det gjorde jeg. Ikke fordi jeg vidste det ville påvirke det færdige broderi, men fordi jeg synes det var pænt. 

Samtidig med at jeg satte nogen af mine første korssting, syede en veninde også et korsstingsbroderi. Hun syede noget med blomster, der skulle monteres flat på et stykke pap til et eller andet, jeg har glemt. Jeg synes der var noget med en kalender.

Blomsterbroderiet var noget nær en buket med mange forskellige farvede blomster, der ikke alle sad ved siden af hinanden. Veninden syede alle sting i samme farve på en gang, lod tråden løbe fra den ene ende af stoffet til den anden, som broderiet skred frem og endte med et broderi, der så pænt ud fra forsiden, og var en stor klump af lange tråde, der filtrede sig ind i hinanden på bagsiden. 

Det var jo fint nok. Tænkte vi begge. (Okey, jeg synes det var lidt sjusket, men det var hendes valg). Indtil det skulle monteres på det der pap. 

Nu blev det nemlig ikke flat, men temmelig bulet og ikke særlig pænt. Det var her jeg forstod hvorfor bagsiden skal være pæn. Veninden ligeså.

Som jeg husker det, endte monteringen af blomsterne med en slags udfyldning, så stoffet ikke længere lå glat, men pænt lagt over en pude af fyld. 

Jeg har set bagsider, der nærmest ligner forsiden. Det gør min ikke. Men den er flad, så en montering, uanset hvordan den med tiden skal se ud, kan laves som jeg får lyst.

En løve midt på gårdspladsen

 

Vi var forbi slottet eller borgen i Dublin mere end en gang. Selvfølgelig skulle vi også indenfor. 

Udefra er den gamle borg et fantastisk syn. Indefra ikke helt så meget. Måske fordi vi ikke var inde i den gamle del af borgen. Der var to muligheder. Gå alene, eller blive guidet. Vi valgte alene, tænkte vi snildt kunne finde rundt alene.

Vi kunne godt finde rundt. Det var på ingen måde svært. Men jeg fik en oplevelse af, at havde vi valgt den guidede tour, ville vi have set mere. Det virkede som om der var mere, på oversigten over den guidede rundvisning.

Det betyder ikke at vi ville have set den gamle del af borgen. 

For det var her jeg blev lidt skuffet. Vi fik kun lov at se den polerede nye del af slottet. Det, der lignede et slot med repræsentationslokaler og fine lofter, den store St Patrick Hall, tronstol og alt det andet, der hører til et slot. Jeg havde bare forventet noget med tykke mure, tunge sten og gammelt, gammelt borganlæg.

Der var fint. Det var en oplevelse. 

Igen må jeg bare sige, at den nye del af slottet, bare lignede et slot, klemt inde mellem en gårdsplads og den omgivende by. Der var meget mere  vildskab og historie over de ældre borgdele - som vi ikke måtte se. 

Det bedste var løven ude midt på gårdspladsen. Jeg er sikker på den har en historie. Jeg har bare ikke fundet den.

Den er lavet af bronze og har stået der et lille års tid. Den er meget stor og vejer sikkert temmelig meget.

Den er også fin.