Dispensation

Da chefen min, for godt fjorten dage siden, kom og spurgte, om der kunne tænkes at være nogle af de nuværende syvende klasses medlemmer, der ville have godt af endnu et år i Caféen og dermed en dispensation, var min umiddelbare reaktion et klart nej.

Set i bakspejlet, drejer det sig i høj grad om, at de eneste syvende klasses elever, der reelt kommer i Caféen og helt sikkert ville komme i ottende klasse også - fik de lov, er de to tøser fra samme klasse, hvoraf den ene er min egen. Der hvor bakspejlet kommer ind, er noget med ikke at ville kunne anklages for at give mit eget barn fordele, som alle ikke får.

På sidste uges personalemøde, kunne jeg pakke min egen opfattelse sammen, for samtlige mine kolleger mente at netop de to tøser i høj grad ville have glæde af endnu et år. Og argumenterne for tårnede sig op.

Specielt argumenterne for, at de er de eneste piger i en forholdsvis lille klasse. At de har begge hele deres sociale netværk i Caféen og de ikke umiddelbart har andre steder at gå hen, vakte genklang.

Altså måtte jeg tilbage til chefen og indrømme at have taget fejl. Han grinede bare og fik fyret endnu en salve af, om hans observationer omkring de to tøser, der harmonerer ganske godt med resten af personalegruppen.

Hurtigt stod det klart, at begge tøser hellere end gerne tager imod endnu et år. Da forældrene var af samme mening, var det tid til ansøgningskrivninger.

Nu er alting klart. Dispensationen givet og Emilie dermed sikret endnu et år med tant og fjas efter skoletid.

Det er godt at andre kan se, når jeg nu valgte at lukke øjnene.

Femogtyve centimeter tubestrik

Kan en lampe lyse for meget?

Ja, åbenbart.

Den store udækkede tyve watts pære fra IKEA, jeg satte op den anden dag, viste sig hurtigt at give dejligt meget lys, men også at værer en smule skærende for øjnene.

Som Emilie udtrykte det, var det lige til at få ondt i hovedet af.

Inspireret af sokkelamperne, yndlingstanten henviste min opmærksomhed på, for efterhånden længe siden, er sølle sytten gram helt almindeligt strømpegarn derfor omdannet til skærm.

54 masker og fire milimeters strømpepinde, for ikke at få et alt for tæt resultat. Rundt og rundt og rundt, til en ønsket længde og en løs aflukning.

Lyset blev opblødt, resultatet hyggeligt, og skulle der være brug for mere lys, er det ikke svært at lette lidt på hatten.

Den er også ret hyggelig i dagslys uden tilgang til strøm.

Emilie har allerede bestilt en lampe i samme stil. Vi har allerede været rundt, indkøbt lækker turquis ledning, hyldeknægt og porcelænsfatning. Hun har været i kassen med strømpegarn og udvalgt sin yndling, og når jeg har fri, sætter vi kursen mod Høje Taastrup og endnu en pære fra det store blå og gule møbelhus.

Morgenstund med løfter om regn

Morgenen viser sig fra en anderledes, mindre smilende side. På altanen har potterne nydt godt af nattens regn, og jeg finder de lange sommerlige hørbukser frem.

Busker jeg ikke har kunne være i, i flere år, og som sidste forsøg, har været med til at ødelægge lynlåsen, så jeg nu stadig ikke kan komme i dem. Eller i hvert fald lukke dem. Hvilket jeg helst vil.

Jeg har fundet en ny lynlås, og nu overvejer jeg, om jeg skal bruge den halve time og skifte. Jeg hader at skifte lynlåse.

Men bukserne er pæne. Bedstevenindens værk. Med perlebroderi og vidde i benene. Og hør. Hør er dejligt.

Jeg kan jo starte med at pille den gamle af...

Uld i varmen

Når noget er færdigt, skal det fotodokumenteres. Også selvom solen bager, det er frygteligt varmt og uld ikke er den bedst egnede påklædning.

Altså lokkede jeg Emilie med ned til rhododrendronerne, for sammen med kameraet at forsøge at forevige resultatet af de sidste måneders møder.

Mødestrik. Det er nemlig det, denne anden version af Hallet's Ledge har lagt ryg til. Nu skal jeg så lige huske at finde noget nyt inden onsdag (som om det skulle være et problem).

Den anden udgave har flere småændringer i forhold til den første, der stort set rettede sig efter opskriften. Specielt i forhold til symmetri. Det irriterede mig, at den første ikke fulgte samme mønstergengivelse for og bag, med en skuldersammensmeltning, der blev helt forkert. Efter min mening.

Det betød også at udtagningerne ved sidesømmen endte som noget rod.

Det er der nu rettet op på, og den første model funger i øvrigt fint med alle sine fejl.

Nå! Men Emilie førte kameraet - denne gang med forbløffende godt resultat. Hun er nemlig af en slags, der formår at tage uskarpe billeder med et fuldautomatisk kamera. Jeg ved ikke hvordan, hun gør. Men hun er generelt god til det.

Det viste sig også, at trøjen passer Tøsebarnet fint. Nu kan spørgsmålet så være, om jeg får lov at have den alene...

Design: Hallet't Ledge af Elinor Brown.

Garn: Multifarvet uldgarn fra Netto. Jeg købte det engang sidste år, og har ingen anelse om hvilken type uld, det drejer sig om. Banderolen siger uld. Tråden er nærmest bare trukket ud af ulden, uden den store spinding, entrådet og med et lækkert farveforløb.

Der gik 342 gram til hele trøjen.

Pinde: Pinde nummer 5. Jeg brugte rundpinde til hele trøjen, og strikkede denne gang et ærme ad gange - stadig med magic loop.

Størrelse: Helt som den første, strikkede jeg den tredie størrelse - 38,75. Denne gang vidste jeg den passer, selvom jeg stadig synes, den ser lille ud undervejs.

Bemærkninger: Det irriterede mig, at der ikke er symmetri i mønstret. At sidesømmen begynder forskellige steder for og bag, og at skulderen dermed bliver forrykket. Derfor flyttede jeg lidt rundt på mønsterstarten.

Samtidig besluttede jeg, at skulle der symmetri til, skulle mønsteret også være symmetrisk. Jeg valgte derfor at vende hveranden snoningsdel, så snoningerne på skift vender mod hinanden.

På forstykket starter mønstret efter opskriften, mens ryggens mønsterstart er dikteret forstykkets, hvilket betød en enkelt maske mere.

For at markere symmetrien omkring sidesømmen, strikkede jeg en enkelt maske ret hele vejen op (bortset fra retrillerne, der er rillede hele vejen rundt), og foretog alle ud- og indtagninger omkring den maske. Også i den nederste rib. Og på ærmerne. Ærmerne krævede også en maske mere i mønsterdelen, for at få symmetrien til at passe.

Det irriterede også mit symmetriske syn at der ifølge opskriften er to retriller under hulrækken, og kun en over, på kroppen, mens der på ærmerne er to retriller både over og under. Det var heldigvis ikke svært at ændre.

De smukke knapper, jeg købte på Uldfestivallen, synes jeg stadig passer perfekt. Desværre var der kun seks knapper, hvor der ifølge opskriften skulle bruges syv. Jeg valgte at flytte lidt på knaphullerne, selvom jeg helt klart ville have foretrukket en knap mere.

Alt i alt er jeg rigtig glad for resultatet, også selvom det ikke er lige nu den vil blive brugt. Den er nemlig dejlig varm.

Har du lyst til at se flere billeder af trøjen, kan de ses lige her på Ravelry.

Sollyset leger

En - to - tre

Det strikkede tæppe vokser en lille smule hver dag. Det er længe siden det nåede ud over gulvkludestørrelsen, og barnevognstæppemålene er for længst lagt bag.

Jeg strikker lidt på det hver dag. Nogen gange mere end lidt. Det ligger hele tiden klar ved sofaen, når jeg dejser omkuld i den.

Da det gamle tæppe blev trævlet op, rullede jeg garnet op i store bolde, og troede jeg bare skulle strikke derudaf, fra den ene bold efter den anden.

Jeg troede fejl. Garnstykkerne har meget forskellige længder. Nogen er kun godt en meter lange, andre fire eller fem. Stadig ikke særligt langt, og måske derfor det er så let lige at strikke endnu et stykke garn på.

De korte ender blev alt for forvirrende, og det gik hurtigt op for mig, at tre stykker af samme slags. Samme farve, giver en meget bedre og mere rolig forening.

Det endte med et system, hvor jeg vinder små dunter op fra de store bolde, liner op på bordet, og ikke stopper før jeg har tre af samme slags, og fem farver.

De allerede oprullede garnstykker, men endnu ikke parrede i tre, bliver derefter gemt ad vejen i små æsker, der fint fungerer som opbevaring, inden de næste fem farver skal findes frem.

Jeg strikker i den rækkefølge den enkelte farvetrio er faldet. Jeg ændrer kun, når en given farve falder sammen med samme farve i den forrige omgang. Det vil jeg nemlig ikke have.

Det bliver næsten så tilfældigt, som det kan blive. Det passer mig fint, for jeg er ikke så god til at slippe taget i styringen.

Der er stadig flere store bolde, og der er stadig lang vej igen. Jeg er spændt på hvor stort det ender med at blive, og glæder mig over, at det allerede er så stort, at det varmer mine ben, når de varme sommerdage bliver til kølige sommeraftener, der strømmer ind af det åbne vindue.

Lys i mørket

Jeg har altid haft for lidt lys i mine hjem. Den nye stue er ikke nogen undtagelse. Der mangler mindst to lyskilder. Stearinlys gør en del, men på den her tid af året, varmer stearinlys også temmelig meget.

Nu mangler jeg en lyskilde mindre, for med Annes flotte lampe og lette tilgang, var jeg ikke sen til at købe dimser nok til mere lys, når jeg nu alligevel skulle i byggemarkedet.

Jeg har boret. Både til hylder, lampe og billederne min mor lavede for efterhånden mange år siden, men som aldrig før er kommet op.

Jeg hader ellers at bore. Jeg kan godt lide at skrue. Men jeg hader at bore. Måske er det derfor alle hullerne sad præcis, der hvor meningen var at de skulle sidde - jeg skal ikke risikere at gøre det om. Faktisk må jeg indrømme, at trods det at jeg hader at bore, er jeg ret god til det.

Om lidt er boremaskine, skruer, rawplugs og alt det andet, der hører til opsætningsopgaver ryddet af vejen, og jeg vil overveje om jeg skal falde om i sofaen, eller begynde at flytte ind på de nye hylder i entreen.

Det kan jo strengt taget godt vente til i morgen...

Hyldedrømme

Den forkullende sol er trukket bag skyer. Det betyder at nok er her stadig varmt, og vasketøjet tørrer på et splitsekund, men indendøre er ikke som et drivhus.

Det er rart, for jeg har planer om at bruge de næste timer indendørs. Projekt omrokering kræver hylder i entreen, og jeg har været i byggemarkedet og fundet både hylder og dimser til opsætning og en lampe efter inspiration af Anne.

Jeg ville have haft halvanden meter hylde. Men da hylder med tredive centimeters mindre længde kostende det halve, kunne jeg hurtigt overtale mig selv til, at det vil se godt ud med lidt mere luft.

Efter fundet af opbevaring og dimser huskede jeg endda at kigge efter nye indsatser til altankassen. De gamle nærmest smuldrede og er på et stadie, hvor jeg tror det eneste der holder dem sammen er jorden, der trænger til at blive skiftet ud. Omfanget af størrelser og former slog mig lidt ud, og jeg besluttede hurtigt, at det bedste nok ville være at tage hjem og måle op. Jeg kan hurtigt tage derud en anden dag - længere er der ikke.

Det store spørgsmål opstod, da jeg stod med hylder, og de medbragte elastikker, og begyndte at overveje den bedste måde at få alting transporteret. Jeg endte med at lægge hylderne på tværs med hundredetyve centimeters bredde til følge.

Trods det at jeg svingede i store buer udenom enhver forhindring og kun behøvede stå af ved diverse cykelbomme, nåede jeg hjem uden at genere nogen. Heller ikke de to drenge, der fyldte hele cykelstien og havde mere travlt med at se på hinanden end omgivelserne, eller knallertkøreren jeg passerede på hjemturens smalleste sted, og som satte farten langt nok ned, til at have styr på pladsen, mens jeg kørte så langt ind til siden, at højre side af hylderne endte ind i de nærmeste buske.

Han havde endda overskud til at smile.

Nu er det så spændende om den hjemmeværende boremaskine kan æde sig gemmen den kraftige beton ud mod opgangen, eller om jeg skal ud og finde den store, voldsomme, der er lånt ud, men egentlig ikke savnet - før lige nu.

Jeg satser på den lille, der om ikke andet er indbygget med slagborskraft.

Blåøjede

Min korte arbejdsdag i går til trods, nåede jeg mere end en gang hele SFO'en rundt på jagt efter den høje chef, der lige netop i går ikke sad på sin pind, når jeg skulle bruge ham.

På en af turene rundt, stødte jeg på små mørklødede drenge, der spærrede udgangen, mens de begge kiggede hinanden dybt i øjnene.

Da jeg nærmede mig, og spurgte om jeg måtte komme forbi, kiggede den ene lille dreng op på mig og sagde "Han har helt brune øjne. Har han ikke?"

Jeg kunne kun svare bekræftende, og tilføjede at det havde han også selv. "Nej!" Fastslog den lille dreng, hvorefter han igen vendte blikket mod den anden lille dreng, mens han spurgte om det kunne være rigtigt.

Den anden lille dreng kiggede grundigt efter, inden han måtte indrømme at kunne se noget brunt.

Jeg forlod dem, mens de stadig stirrede hinanden dybt undrende i øjnene, i forsøget på at gennemskue det med øjenfarver.